Lenin-Liebknecht-Luxemburg Weekenden 2018

Vi har lagt en succesfuld Lenin-Liebknecht-Luxemburg Weekend bag os til ære for den store Lenin, grundlæggeren af Tysklands Kommunistiske Parti og til ære for alle vores bevægelses og det internationale proletariats døde. På baggrund af vores erfaringer gennem de sidste to år, kan vi denne gang udvide vores aktioners rækkevidde i kvantitet og kvalitet og således i fremtiden kunne organisere en værdig mindehøjtidilighed.

Dagen før demonstrationen afholdte vi en maoistisk konference med vores kammerater her og i udlandet. Internationale gæster fra Tjen Folket i Norge og det Maoistiske Komunnistiske Parti i Frankrig rapporterede i deres livlige taler om deres ideologiske udvikling, deres historie og arbejdet i deres forskellige lande. En hilsen fra de italienske maoister i PCm blev også læst højt. Derefter rapporterede kammeraterne fra Tysklands vest, nord og øst om den anti-fascistiske kamp under deres lokale betingelser, hvordan de fandt MLM og hvordan de byggede deres unge røde cirkler. Derefter var der en kort intervention fra Ungdomsmodstand som gav et perspektiv for de næste opgaver og understregede behovet for et organisatorisk spring for den røde ungdom, med formålet at fuldføre Lenins, Liebknechts og Luxemburgs arv. Senere blev en kraftfuld tale fra maoistiske kommunister som blev sendt til os læst højt, som konkretiserede den tyske revolutions sti. Talen blev læst højt med entusiasme af talerne og endte med højlydte sange om “Ære og hæder til martyrerne!” og “Alt for folket, klassen og partiet!”

Konferencen var karakteriseret af proletarisk optimisme og solidaritetsnetværket i den proletariske internationalismes og den nationale enheds ånd, og repræsenterer derfor en væsentlig del af begivenhederne i Martyrernes Mindeweekend.

Om aftenen fejrede vi vores egen kulturelle begivenhed i Neukölln-distriktet. Indviet af samtidige taler stillede en delegeret fra hver af de MLM organisationer sig op på talerstolen; Revolutionær Praksis i England og de Irske Socialistiske Republikanere i Irland, som præsenterede deres organisationer og overførte deres hilsener. Derefter var der rød rap fra vores berlinske rappere: Masur & Crudelis, Detweiler og Tactikka. I mellemtiden var der korte repræsentationer af taler af Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht. Senere sang et tysk kor det gamle KPD/ml’s (Tysklands Kommunistiske Parti/marxister-leninister) sang Auf ihr Arbeiter, Brüder (Til arbejdet, søskende). Efter dette havde Tjen Folkets imponerende norske kor, fulgt af guitarmusik, deres egne kreative kompositioner og partisansangen Bella Ciao. Senere sang de franske kammerater den maoistiske bevægelse i Frankrigs centrale sang, Les Nouveaux Partisans, den nyligt afdøde Kammerat Pierres yndlingssang. Kammerat Pierre var en vigtigt MLM tænker og lederen af sit parti. 

Begivenheden sluttede før midnat med tordnende kampråb og vores klasses fælles kendingsmelodis flersprogede sang, Internationale. Flere end 70 personer deltog i kulturaftenen. Det var især glædeligt at folk fra nabolaget deltog. Begivenheden som helhed demonstrerede i hvor høj grad vores kultur kan blive til et kampvåben. Især vores røde rap, som fodres af et dybt klassehad, er et redskab som vi vil bruge igen næste år.

Søndag morgen forene vores blok sig med adskillige tyrkiske og kurdiske organisationer. I disciplinerede rækker på fire etablerede vi en passende blok for den dag under vores bannere, med kraftige kampråb, ens udseende og militant attitude.

Det er kendt at vi besluttede os for at stå imod linjen og retningen som den kurdiske nationale bevægelse udførte. Dog tøvede vores blok ikke da statspolitiet chikanerede hevalerne endnu en gang, og brød ind i den kurdiske ryg i antifa-blokken og slog og anholdte folk fordi de havde bannere.

Blokken gik fremad lukket og ensrettet og udviste solidaritet på praktisk og offensiv vis med de chikanerede. Desværre blev adskillige kammerater senere anholdt og måtte tilbringe op til en dag bag fjendens træmmer, og står nu over for hykleriske anklager; forsøg på at befrie fanger, alvorlige skader, modstand, forstyrrelse af den offentlige orden og direkte fornærmelser. Vi er klar over at disse trusler, som så ofte før, er ubrugelige og at overgivelse ikke er en mulighed for nogen. Vi giver de som rammes af undertrykkelsen vores ord på, at vi vil arbejde med endnu mere energi og hengivenhed for at tjene og kæmpe.

På trods af systemets håndlangere blev vi ikke skubbet ud på sidelinjen, men var i stand til at undgå flere anholdelser og angreb mod vores blok gennem organiseret og disciplineret opførsel og en velovervejet og taktisk handling. Med dette ønsker vi også at understrege og lovprise den “Revolutionære Bloks” solidariske modstand, som løb for os.

Endnu et flag med hammer og segl vajede i vinden på det tidspunkt. Da statens angreb mod antifa-blokken fandt sted, handlede Hamborg-sekten som de altid gør i sådanne situationer. De trækker deres egne masser væk fra kampen og lader som om de kæmper, og sender to alibi-bannerførere til fronten for at se ud som om de deltager i optøjerne, og i bedste fald for at producere nogle brugbare billeder så de kan se seje ud på Internettet.

Generelt optræder Hamborg-sekten endnu en gang i år som om den har nogen politisk relevans, hovedsageligt gennem gruppen som de for nylig annekterede som parasitter. Deres blær sidste år om at “I BRD generelt er problemet grundlæggende set løst” (angående spørgsmålet om den politiske modstandsbevægelses lederskab) og at “kampen og tiden” som skulle lede den internationale kommunistiske bevægelse gennem intrigerne og løgnene mod Ungdomsmodstand og hen på Hamborg-sektens side, har, som så mange gange før, vist sig at være intet andet end varm luft.

Vi afslutter vores aktiviteter i LLL-demonstrationen som i de forrige år, ved fælles afgang mod martyrernes grave. Der afholdte en af kammeraterne en tale som opfordrede os til at være disciplinerede, villige til at ofre os og optimistiske for kampens kommende år, og at endnu en gang ære de faldne. Vi sang Internationale sammen. Vores martyrweekend blev afsluttet med marchen mod den socialistiske kirkegård, men det hele sluttede ikke der.

Ud over politiets overvågning vendte vi tilbage til Neukölln, vores nabolag. Der dannede vi igen vores opstilling, bannerne blev taget frem igen og flagende hejset, så vi kunne lave en kort og kraftfuld demonstration for at de proletariske martyrers navne og klassetraditionen ville beklæde det røde arbejderdistrikt Neukölln.

Demonstrationen var velkommen i Neukölln. De lokale indbyggere gik spontant med, demonstrationen blev modtaget af nogle af dem med flag, og ungdommen blev senere hædret for deres aktivitet. Dette bekræfter endnu en gang det tætte bånd mellem Ungdomsmodstand og Neukölln, mellem nabolagets folkemasser og de revolutionære, som vi vil styrke, udvide og hærde til næste år.

Gennem denne nye og kraftfulde betoning sluttede weekenden ordentligt. Ved at bevare vores troværdighed gennem den spontane manifestation gjorde vi martyrerne levende gennem kampen på militant vis. Vi tager til tilbage til der hvor de levede, kæmpede og til sidst faldt: blandt deres klassesøskende.

Vi mener at vi har en stor opgave i at fuldføre en værdig mindehøjtidelighed, et arbejde som blev organiseret endnu bedre end før. Vi har afholdt en konference for at kæmpe for KPD’s rekonstituering i partiets martyrers og grundlæggeres direkte tradition, og for at debatere på dets vis nutidens konkrete og krævende opgaver. Således vil vi kunne bevæge os fremad. Intet andet kan findes i Rosas og Karls sind, for de var kommunister og militante.

Vi har organiseret en kulturel begivenhed for at give mindehøjtideligheden en konkret, traditionel og passende form. Talerne, der udvalgte citater, kampråb og traditionelle arbejdersange gav begivenheden en alvorlig og kommunistisk karakter, mens rapoptrædenerne fokuserede al deres opmærksomhed på nutidens kultur og begivenheden, på trods dens alvorlighed, var hverken tør eller gammeldags. Ja, hvad får man ud af at svælge i nostalgi og blive den næste klub for vilkårlige historikere, hvis man ikke for de unge kan skabe kommunisternes og de faldne revolutionæres store offer?

Vi handler som revolutionære i demonstrationen. Vi kan sige uden at være anmassende, at vi med denne opførsel var en slags rettende kraft for det som normalt tilbydes i det meste af demonstrationen. En rettende kraft som i få ord opsummerer hvad en kommunistisk demonstration bør være: ordentlig og marcherende i geled, med klart uddelte opgaver, aktiv deltagelse, med vildskab, kampdygtighed og, over alt andet, ideologisk klarhed. I tider hvor ukontrolleret opportunisme og revisionisme hærsker, er det vigtigste at blokken, som for tredje gang fuldføres uambigiøst og med stolthed blandt marxismens fem klassikere, vokser og opnår større livsenergi og disciplin. Vi hilser alle kammeraterne, mænd og kvinder, som sammen med os har lavet disse dage om til en sejr.

Hæder og ære til martyrerne! Deres kamp er vores arv!

 

 

Kilde: Jugendwiderstand

Subscribe to Our Newsletter